Smukt og effektivt design til nettet.
Årets firmajulegaver
Publiceret 16/12/07 af Lasse Gejl i kategorien Humor
Julen er som bekendt hjerternes fest, så derfor skal de hårdtarbejdende medarbejdere have firmajulegaver. Eller skal de?
Firmajulegaver er populære. Især hos de ansatte – hvis de da får glæde af dem. Trenden er nemlig at virksomhederne i større grad dropper firmajulegaverne, og i stedet vælger at bruge pengene på humanitære formål.
Grundidéen er fin nok, men hvorfor skal opretholdelse af virksomhedernes brede humanitære profil gå ud over deres vigtigste aktiv – medarbejderne?
Nu tænker du sikkert at langt de fleste medarbejdere gladeligt afstår fra årets firmajulegave, hvis pengene i stedet går til et godt formål. Men ifølge TV2 så vil kun 10% foretrække at årets firmajulegave går til velgørenhed. Reelt er tallet sikkert markant mindre, fordi folk ganske sikkert vælger sig selv først når det kommer til stykket.
Det betyder ikke nødvendigvis at medarbejderne er usolidariske, men snarere at den enkelte medarbejder, som har knoklet hele året, vil føle sig en smule skuffet hvis julekurven i stedet går til et lille barn i Afrika.
Så kan man naturligvis diskutere om 2 flasker rødvin, et net appelsiner og en marcipangris er et skulderklap eller en stille hån. Med lad nu det ligge.
Firmajulegaver med dilemma
Hos Microsoft tør man i år ikke selv tage stilling til om pengene skal gå til firmajulegaver eller velgørenhed. Derfor får alle medarbejdere mulighed for selv at vælge: firmajulegave eller x-antal kroner til Red Barnet? Dvs. vil du støtte et godt formål eller tænker du kun på dig selv!? Hva!?
Hos LEGO ved de hvad det handler om. Firmajulegaven til samtlige 4.500 medarbejdere er i år 7.500 gode danske kroner. Virksomheden går godt, og det er ikke kun på bestyrelsesgangen det skal mærkes. Det er da til at forstå. Selvom jeg nu synes det kunne være hamrende sjovt hvis LEGO ligesom Microsoft tvang medarbejderne til at vælge mellem den kontante firmajulegave eller en god slat julevelgørenhed. Har på fornemmelsen at det dilemma vil fordre en halvsørgelig statistik.
Vi køber medarbejdertilfredshed
Her i verdensfirmaet kan vi rigtig godt lide store firmajulegaver. Forrige år fik alle medarbejderne en Apple Cinema skærm, sidste år var det et Canon Ixus digitalkamera og i år får alle en spritny Arne Jakobsen 7’er kontorstol i firmajulegave. Blødt okselæder – naturligvis.
Vi har fundet ud af at medarbejderne bliver gladere – og derfor mere effektive – når de får en fornuftig firmajulegave. En lille rundspørge her på kontoret viser iøvrigt at 0% af medarbejderne foretrækker at årets firmajulegave går til velgørenhed.
Til gengæld mener 100% af medarbejderne at virksomheden også skal støtte et humanitært formål. Og når nam nam design kan skrabe sammen til at sende et barn i skole og hjælpe iværksættere i tredjeverdenslande, så skulle man også tro at Nordea, Carlsberg, Microsoft og alle de andre kunne finde plads i budgettet UDEN at det går ud over deres medarbejdere.